Barndommens land.
Tidens mælketand.
Verden er ny for dit øje.
Folk er to-tre meter høje,
så de må bøje sig
– ned til dig.
Fluen er blå.
Kilder på din tå.
Og et par myrer du kender
hygger sig på dine hænder.
Skruptudsen tisser en tår
– før den går.
Solen er varm.
Stikker på din arm,
ligesom hvepse og bier.
De er så gale – de svier!
Regnormen føles så blød
– den er sød.
Slog du dit ben
på en kampesten?
Kom – lad mig puste på skrammen.
Vi skal ha’ lappet dig sammen.
Du må vist hellere få
– plaster på.
Verden er stor.
Kaldes “Moder Jord”.
Der findes børn der må flygte,
men du har intet at frygte.
Ingen skal mishandle dig
– håber jeg.
Græsset er højt
som et fuglefløjt.
Solen er ude af syne.
Putter sig under sin dyne.
Gaber måske lissom du
– sover nu.
Barndommens land.
Nu er jeg mand.
Tit har jeg lyst til at love
solskin og dejlige skove.
Men der er lang vej igen
– sov, min ven.
-Fordi der
nogle, som gør noget...
BARNDOMMENS LAND
Tekst og melodi: Benny Andersen